Den dag vi købte Horgeboda

af Emil

Det var den 25. marts 1975.

Det er en lidt underlig fornemmelse, at sidde her ved bordet i den lille stue og se ud på efterårsskoven i 2008, og tænke tilbage på dengang vi købte Horgeboda for snart 34 år siden. Det er lidt som at se tilbage på et helt liv – et voksent liv i hvert fald. Når jeg husker dagen og datoen så præcist, hænger det sammen med, at det var den dag min farmor havde 80 års fødselsdag. Hele huset hjemme på Sophus Bauditz Vej var fyldt med familien som sad og ventede på Tove, Malene og mig.

Men begyndelsen til det hele skete i virkeligheden i sommeren 1973. Jeg var 26 år.

Tove og jeg boede på det tidspunkt i et lille kollektiv på Skovbrynet 35 i Bagsværd. Vi var ansat som lærere ved Stengård skole i Gladsaxe kommune og skulle i august 1973 begynde på Værebro skole. Malene var blevet født i december 1972. Gennem nogle bekendte til huset på Skovbrynet fik vi mulighed for at låne en ødegård i Sverige mod at lave noget arbejde på huset. Der var en gammel viktualiekælder der skulle repareres i murværket. Som de fattigrøve vi var, synes vi det var et rigtigt godt tilbud.

Svendsens ødegård lå ved byen Kyrkhult, rimeligt ”ensamt beliggende” ude i skoven. Den var primitiv. Der var ikke vand og el. Der var ikke engang en brønd der kunne bruges til drikkevand, så vi måtte hente vand ved pumpen på torvet i Kyrkhult i store plastdunke. Men det blev fantastiske 14 dage på ødegård i Sverige. Sol, sommer, masser af venner, sang og musik og masser af rødvin.

Kirsten og Erik var også med på Svendsens ødegård i alle 14 dage.

Det var her jeg blev lun på tanken om selv at få en ødegård i Sverige. Vi havde hørt mange historier om hvor billigt det var og at ”nogen kendte nogen” som havde fået et dejligt sted i Sverige for næsten ingen penge. Problemet var, at Tove og jeg ingen penge havde. Vi var ikke rigtig gode til det der med penge da vi var unge. Derfor spurgte vi Kirsten og Erik om det ikke var noget for dem at være med til at købe en ødegård. De var vores bedste venner og de var rigtig gode til det med penge. Trods nogen betænkelighed ved det at bo i Jylland og have ”sommerhus” i Sverige, der jo dengang i 1973 lå meget længere væk end i dag, indvilgede Kirsten og Erik i at være med til at se, om vi kunne finde noget vi synes passede til os.

Opgaven var klar nok. En lille soldatertorp. Stue, køkken med vedspis og et eller to små værelser for neden og et par værelser ovenpå eller i det mindste et ”indretningsbart” loft. Torpen skulle være ensamt beliggende inde i skoven og meget gerne lige ved en smuk skovsø hvor vi kunne have en lille båd. Et af problemerne var, at det var svært at finde noget til en pris vi synes vi kunne betale.

I skoleåret 1973/74 var vi blevet kollega med Gunnar på Troldeskolen, en af de fire afdelinger på Værebro skoler. Gunnar hørte om vores projekt og spurgte om han måtte være med. Det blev vi enige med Kirsten og Erik om var i orden. Så nu var vi en part mere. Det blev aftalt, at Kirsten og Erik skulle købe en part, Gunnar en part og Tove og jeg en part. Hver familie skulle altså eje en tredjedel. Det er senere blevet ændret så vi nu er 5 ejere med en femtedel anpart hver. I efterårsferien lejede vi et hus der hed Blommenslyst tæt ved søen Bolmen. I juleferien var vi igen på Mads og Ellens ødegård. Vi havde stadig ikke fundet noget. Vi havde på det tidspunkt set på næsten 100 huse og ødegårde i hele Sydsverige. Vi havde været rigtig langt omkring. Vi var ved at blive trætte af, at bruge alle vores ferier på at køre rundt i Sverige og se på huse, og vi synes også, det var meget hårdt at byde vores lille Malene på bagsædet.

Vi fik dog aftalt, at vi brugte en sidste ferie, påskeferien i 1975. Påsken faldt tidligt det år. En dag i påsken var Tove og jeg kommet til Alvesta. Vi købte Smålandsposten og fik øje på en annonce for et hus vi ikke havde set før. En skola. En gammel skola.

Horgeboda gamla skola – som der stod i annoncen.

Var det noget vi ville bruge tid på? Og prisen. 70.000 svkr. Indtil da havde vi aftalt et max. beløb på 40.000 svkr. (Det er nok nødvendigt her at indskyde, at en svensk krone kostede 1,49 dkr. Og at en lærer tjente ca. 2.500 kr. om måneden). Tove fik fra en telefonboks på torvet i Alvesta ringet til ejendomsmægler Ohretal. Han fortalte hvor skolen lå. Vi kunne jo køre ned og se på den hvis vi havde lyst. Vi kunne ikke komme ind, men vi kunne se den udefra. Vi kørte de 45 km. Sydpå, og fandt efter noget besvær frem til skolen.

Jeg var solgt med det samme. Jeg var godt klar over, at det ikke var den ødegård vi havde ledt efter. Dette var ingen soldatertorp. Men hvilke muligheder. Her var rum og plads. Her var alle muligheder for at indrette os i mange år fremover. Jeg var også godt klar over, at den kunne blive svær at sælge til de andre. Tove var dog ret hurtigt overbevist om, at det her sted kunne blive rigtig godt. Vi kørte altså tilbage til Värnamo for at tage en alvorlig snak med Kirsten og Erik. Det lykkedes at overbevise dem om, at vi skulle ringe til Gunnar i Danmark og sige, at han skulle køre herop.

Vi fik en aftale med Ohretal om besigtigelse af huset fredag den 24. marts. Jeg skulle møde Gunnar i Ljungby og Kirsten, Erik, Tove og børnene kørte direkte til Horgeboda. Endelig lykkedes det i løbet af eftermiddagen at samles til en besigtigelse alle sammen. Her mødte vi for første gang Arne og Margretha Lyngfeldt som senere skulle blive vore nære venner. Men det er en anden historie .Kirsten, Erik og Gunnar var skeptiske. Var huset for stort? Gunnar brokkede sig over at skorstenen skulle repareres. Arne sagde, at det skulle han nok sørge for. Jeg løb rundt og fortalte om alle de værelser vi kunne indrette og om al den plads børnene ville få at boltre sig på.

Og så var der det med pengene. Vi måtte jo fortælle, at vi ikke kunne rejse 70.000 svkr. i kontanter. Kirsten og Erik skulle betale 10.000, låne Tove og mig 10.000 og Gunnar skulle betale 10.000. Arne Lyngfeldt sagde, at vi kunne låne de manglende 40.000 svkr. i hans bank i Grimslöv. Det ville han ordne. Det var først 15 år senere, da vi betalte det sidste afdrag på lånet på de 40.000 svkr., at vi opdagede, at Arne og Margretha Lyngfeldt havde kautioneret for det lån i deres bank!

Bagefter tog vi tilbage til Värnamo for at tage en grundig diskussion som jo resulterede i, at vi ringede til Ohretal og sagde at vi gerne ville købe Horgeboda gamla skola. Vi aftalte at mødes næste dag, lørdag den 25. marts for at underskrive papirerne. Vi mødtes i Arne og Margrethas hjem i Grimslöv. Vi fik skrevet under og Arne sørgede for at Grimslöv bank åbnede for os på en lørdag, så vi kunne får ordnet de nødvendige lånedokumenter.

Endelig, lørdag den 25. marts 1975, var vi blevet ejere af vores egen ”ødegård” i Sverige. Godt nok et andet hus end det vi troede vi skulle have, men vores eget.

Efter handlen tog Kirsten, Erik, Tine og Gunnar tilbage til Mads og Ellens ødegård for at lukke huset ned. Tove, Malene og jeg tog til København for at fejre min farmors 80 års fødselsdag. Det var begyndt at sne i løbet af formiddagen og snevejret tog kraftigt til i løbet af dagen. Vi kørte i vores gamle grønne Morris 1000. Det var skøjtende glat og bilens vandpumpe gik i stykker undervejs og det lange lys satte ud af funktion. Det lykkedes os at banke en automekaniker ud og hjælpe os en lørdag aften i snestorm.

Vi nåede frem til 80 årsdagen kl. 21 og kunne glade fortælle familien at vi havde købt en gammel skole i Sverige.

De troede vi var blevet tossede.